2. Hvad er problemløsning, kreativitet og intelligens?

Når man ser på, hvad systemudviklere beskæftiger sig med, når de udvikler software, kan man ikke undgå at opdage, at der indgår problemløsning og kreativ tænkning i næsten enhver fase af softwareudviklingen.

Arten af problemløsning og kreativ tænkning varierer meget fra fase til fase af et typisk softwareudviklingsprojekt, og det er derfor også meget forskellige egenskaber, der forventes af en systemudvikler.

I betragtning af den rolle, som problemløsning og kreativitet spiller i forbindelse med systemudvikling, er det meget overraskende, at der i uddannelsen af systemudviklere ikke ofres teori om problemløsning, kreativitet og intelligens den mindste opmærksomhed.

Dette kapitel skal være et forsøg på at indkredse, hvad begreberne problemløsning, kreativitet og intelligens er, når man ser dem fra forskellige videnskabelige vinkler.

2.1 Hvad kan man lære af filosofien?

Problemløsning foregår først og fremmest som tankeprocesser inde i hovedet på den person, der er ved at løse et problem, så når man skal indkredse, hvad problemløsning er, er det oplagt at undersøge, hvad filosofien kan sige om emnet. Filosofi er fremfor nogen den videnskab, der beskæftiger sig med tænkning.

2.1.1 Den klassiske filosofi

Man siger ofte, at den vestlige kulturs vugge stod i Grækenland. Det samme kan siges om den filosofiske tradition, som er dominerende i Vesten.

Selv om der kunne siges meget om den indflydelse, som Østens filosofi kunne tænkes at have på problemløsning, er det i denne forbindelse uinteressant at beskæftige sig med, fordi Østens filosofi i praksis ikke spiller nogen større rolle.

Når man skal overveje filosofiens betydning i relation til problemløsning er det altså først og fremmest den tradition, som blev grundlagt i oldtidens Grækenland, der har interesse.

Selve betegnelsen filosofi stammer fra det græske ord filosofia, og betyder egentlig kærlighed til visdom. Der ligger en tvetydighed i begrebet visdom, som kan hentyde dels til viden om sandheden og dels til en moralpraksis. [Larousse: "Filosofi leksikon" s. 72]

I den første betydning af begrebet visdom er der tale om den intuitive erkendelse af verdens love, som følger af studiet af naturfænomener og især stjernehimlen, og som medfører en dyb fornemmelse af tingenes orden og rationalitet.

Dette er én af de ældste former for filosofi, og den dateres til det 6. århundrede før Kristus. Blandt den tids filosoffer hørte bl.a. Thales fra Milet, som var én af de "Syv Vise", som man på den tid rådspugte om alt.

Senere (i det 4. århundrede før Kristus) udvikledes en anden betydning af begrebet visdom som et moralsk begreb og som et udtryk for personens evne til selvbeherskelse og mådehold. Sokrates anses for den første repræsentant for denne nye opfattelse af visdom i filosofien.

Sokrates omtalte sig selv, som "den, der intet ved", fordi han ikke var i stand til at finde nogle entydige og modsigelsesfrie definitioner på de problemer, der optog ham mest.

Han forsøgte hele tiden gennem udspørgen at få udløst den foruddannede viden, som han mente gemte sig i sjælen. Denne metode er mere kritisk end konstruktiv, idet der opstilles et problem, hvorefter de forkerte meninger tilintetgøres; men uden at der drages en konklusion. [Larousse: "Filosofi leksikon" s. 195 og 236]

Platon , som var under påvirkning af Sokrates, betragtes som fader til hele den vestlige verdens filosofi.

I modsætning til Sokrates har Platon efterladt sig skriftlige værker, som man normalt inddeler i tre perioder. Den første periodes skrifter dækker den sokratiske periode med den sokratiske ironi.

I den anden periodes skrifter kommer Platons egen idélære til orde i forbindelse med den sokratiske metode. Platons lære fremstilles som en objektiv idealisme.

I den tredie periodes skrifter blotlægger Platon den første idélæres mangler og forsøger at råde bod på disse mangler.

Platon mente, at de evigtgyldige sandheder udgøres af det, han kaldte for ideer (ordet idé kommer af det græske ord ideae, som betyder tanke). En idé i Platons forstand er altså nærmest det, man i vore dage ville kalde et begreb eller en abstraktion.

Ideen er forudsætningen for, at man kan erkende egenskaber ved ting. At erklære to farver for at være ens forudsætter således kendskab til begrebet farve.

Ideerne kommer ikke fra erfaringen eller empirien (ordet empiri kommer af det græske ord empeiria, som betyder erfaring).

Ideerne eller begreberne har altid eksisteret, også selv om der ikke har været mennesker, som kunne eksemplificere dem, og de vil også eksistere, når der ikke længere er mennesker i universet til at eksemplificere dem.

Da kun det, der er uforanderligt og evigt, kan være virkeligt, er ideerne altså det eneste virkelige. Dette i modsætning til tingene i den empiriske verden, der er underkastet forandring, og derfor ikke kan være virkelige.

Den virkelige verden, ideernes verden, bliver det ideal, som erfaringens verden kun er en ufuldstændig afbildning af.

At erkende virkeligheden er derfor det samme som at erkende ideerne. Erkendelse kan følgelig ikke opnås gennem erfaring, men kun gennem fornuften. [Hartnack "Filosofiens historie" s. 19 - 23]

Platons elev, Aristoteles , accepterede en stor del af Platons argumenter; men forsøgte samtidig at inddrage erfaringer fra hverdagen.

Platon mente, at kun det uforanderlige var virkeligt og kunne erkendes. Men Aristoteles angriber problemet anderledes, og foretager bl.a. en undersøgelse af begrebet forandring. I den forbindelse introduceres forandringens subjekt, der som en begrebslogisk enhed er karakteriseret ved, at det forbliver uforandret i forandringsprocessen.

Herved kom han til at rejse tvivl om væsentlige dele af Platons teorier. Hvor Platon er erkendelsesteoretisk rationalist, er Aristoteles empirist.

Ifølge Aristoteles er en passende moralsk eller praktisk opførsel baseret på, at man kan aktualisere den rette karakter i en given situation. Men hertil kræves, at man øver sig i at handle således, som man erkender, man bør.

Først gennem øvelse opnås den karakter, der udfører de rette handlinger vanemæssigt og af lyst. [Hartnack "Filosofiens historie" s. 31-43]

Aristoteles påpegede, at bag al den eksplicitte viden, som Platon satte i centrum, måtte der være en slags dømmekraft, der sætter den erfarne udøver indenfor et givet område i stand til at anvende sine principper på enkelttilfælde.

Det er en filosofihistorisk kendsgerning, at hver gang en filosof er kommet med en påstand om, at nu havde han fundet frem til tænkningens grundlæggende principper, så har en anden filosof blot stillet en række tilsyneladende naive spørgsmål, som kunne rejse alvorlig tvivl ved den foreslåede teori.

2.1.2 Renæssancens filosofi

Renæssance betyder genfødelse og perioden (14. og 15. århundrede) var præget af en reaktion mod den middelalderlige kultur. Det karakteristiske for denne periode er en fornyet interesse for de klassiske dyder - herunder filosofi.

Renæssancen var også præget af en række tekniske og videnskabelige fremskridt, som gjorde det muligt for den tids videnskabsmænd at efterprøve mange af den klassiske filosofis teorier.

Galilei , der var erkendelsesteoretisk rationalist, påviste, at Platon havde delvis ret i sin påstand om, at man kunne finde abstrakte, objektive love, der forbinder verdens bestanddele. Det virkede, når det gjaldt naturen. [Dreyfus "Intuitiv ekspertise" s. 19]

Galilei studerede bl.a. himmellegemerne ved hjælp af kikkerter, og er især kendt for observationer af Jupiters fire største og nærmeste måner. Det er måske mindre kendt, at Galilei studerede legemers fald og fandt frem til love herfor, bl.a. ved at gøre forsøg fra det skæve tårn i Pisa.

Den franske filosof og matematiker Descartes generaliserede ud fra Platons ideer og Galileis observationer og påstod, at man kunne analysere problemer ned til deres grundbestanddele, hvorefter man kunne forklare komplekse fænomener ud fra regellignende kombinationer af de mere primitive grundbestanddele.

Descartes mente, at man ved rationel tænkning kunne udlede løsninger på så store spørgsmål som Guds og den ydre verdens eksistens. Descartes' tese var "cogito ergo sum" (jeg tænker, altså er jeg til). [Dreyfus "Intuitiv ekspertise" s. 19]

Descartes forkastede empirismen, fordi han mente, at ingen af de påstande, man fremsætter på grundlag af erfaringen - på grundlag af vore sansers vidnesbyrd - kan stå for den metodiske tvivls prøve. Man kan ikke vide , at de er sande. [Hartnack "Filosofiens historie" s. 78]

2.1.3 Det 17. århundredes filosofi

Den franske matematiker og filosof Blaise Pascal var i de første 30 år af sit liv først og fremmest matematiker og fysiker; men efter en religiøs krise vendte han sig i højere grad mod mere filosofiske emner.

Pascal vendte sig mod Descartes' rationalisme, og han sagde, at når det gjaldt perceptionen, almindelig hverdagsviden og handlen, så havde mennesker ikke adgang til nogen grundlæggende elementer og rationelle grundsætninger.

I stedet måtte man løbe den risiko at basere sine teorier og sine handlinger på et usikkert grundlag af sædvane og erfaring (empiri).

Når man skulle beslutte, hvad man skulle gøre, havde man ikke noget andet valg end at stole på sine følelser og sin intuition. Pascals tese var: "hjertet har sine grunde, som fornuften ikke kender." [Dreyfus "Intuitiv ekspertise" s. 19]

Den tyske matematiker og filosof Leibniz er bl.a. kendt som opfinder af det binære talsystem. I sine mere filosofiske skrifter hævdede han, at selv de færdigheder hos håndværkere og kunstnere, som Platon havde afvist som værende slet og ret en slags intuitiv evne eller praktisk viden, kunne reddes og blive til teoretisk viden.

Lebniz formulerede det således: "De vigtigste iagttagelser og karakteristiske færdigheder indenfor alle former for håndværk og erhverv er aldrig blevet formuleret. Det viser erfaringen, når vi på vejen fra teori til praksis ønsker at udrette noget. Naturligvis kan vi også formulere denne praksis, eftersom den til syvende og sidst blot er endnu en teori, der er mere kompliceret og mere speciel." [Dreyfus "Intuitiv ekspertise" s. 20]

Leibniz var visionær, og fremlagde en lang række ideer af filosofisk art, som er blevet forbillede for den moderne videnskab.

Leibniz mente, at der måtte være en særlig orden og harmoni i naturen, som skyldtes, at naturen var "Guds ur". Alligevel havde han aldrig kunnet slippe den tanke, at alt i universet hang sammen, at intet skete tilfældigt, og at alt dette skyldtes en orden og harmoni, som havde været der før tidens begyndelse, og som overgik enhver forstand. [Fogh Kirkeby & Tambo "Guds ur" s. 18]

Den, der havde viden nok, kunne forklare og forudsige alt. Der var én videnskab om virkeligheden, der kunne indbefatte alt i sig: Scientia generalis. Denne videnskab havde kun én videnskabsmand, Gud, men mennesket kunne lære. [Fogh Kirkeby & Tambo "Guds ur" s. 20]

Ved hjælp af logikken og en række simple grundsten, aksiomer, som Gud havde lagt for alt, kunne man konstruere den ene sandhed efter den anden, hvorved man langsomt, men sikkert, kunne rekonstruere Guds viden. [Fogh Kirkeby & Tambo "Guds ur" s. 21]

Selvom Leibniz var foregangsmand for den moderne videnskab, er der ét afgørende punkt, hvorpå hans tankegang adskiller sig fra vores: Den var ydmyg. [Fogh Kirkeby & Tambo "Guds ur" s. 25]

Denne ydmyghed kan ikke alene tilskrives den religiøsitet, som man fornemmer i Leibniz' tanker; men den har mere noget at gøre med den opfattelse af begrebet visdom, som stammer fra oldtidens græske filosoffer (især Sokrates), og som indebærer en moralsk selvbeherskelse.

Ydmygheden er siden gået tabt, og tilbage står i dag en opfattelse af videnskaben, hvor princippet for den gode handling ikke længere er det gode liv, men den rationelle beslutningsproces, som den er udtrykt ved trinene: Målsætning, opstilling af alternativer, beregning af konsekvenser, valg af løsning, implementering.

Opstår der lidelser, anses disse højst for uheldige sideeffekter ved handlinger - sideeffekter, der blot viser, at nytten af den pågældende handling ikke kan maksimeres. [Fogh Kirkeby & Tambo "Guds ur" s. 28]

2.1.4 Det 18. århundredes filosofi

Den skotske filosof David Hume mente ikke, at viden hvilede på principper og teorier. Hume udviklede en empiristisk filosofi, som lader alle principperne for den menneskelige fornuft udgå fra erfaringer og sanseindtryk. [Larousse "Filosofi leksikon" s. 103]

Hume mente, at erfaringer var den eneste kilde til erkendelse, og at alle vore ideer eller forestillinger direkte eller indirekte stammer fra sanseindtryk.

Når mennesker er tilbøjelige til at sammenkæde årsag og virkning, er det ikke fordi man er i stand til at påvise en sådan sammenhæng; men snarere fordi man har vænnet sig til at tænke på det ene, når man ser det andet. Vanens magt er stor, siger et ordsprog.

Den tyske filosof Immanuel Kant beskæftigede sig især med forholdet mellem rationalitet og empiri som udgangspunkt for erkendelse. Kant mente, at både Leibniz og Hume havde delvis ret.

Kant mente, at de erkendelsesteoretiske rationalister havde ret, fordi man gennem forståelse af menneskets rationelle tænkemåde kunne finde grundlæggende principper, der kunne bruges til at forklare vor verden. Kant mente, at intellektet virkede på den måde, at alle begreber i virkeligheden var regler. [Dreyfus "Intuitiv ekspertise" s. 20]

2.1.5 Det 20. århundredes filosofi

Kants opfattelse af intellektet videreudvikledes, og idealiseredes af den tyske matematiker og filosof Edmund Husserl, der hævdede, at begreberne var hierarkier af regler regler, som indeholdt andre underordnede regler. [Dreyfus "Intuitiv ekspertise" s. 21]

Det er egentlig det samme princip, der ligger bag opbygningen af de såkaldte metasprog - sprog til beskrivelse af sprog. I metasprog opbygges hierarkier af regler, hvormed man kan beskrive et sprogs syntaktiske muligheder.

Indenfor computervidenskaben spiller princippet en vis rolle, fordi der er udviklet programmeringssprog, som er velegnede til implementering af løsninger på logiske problemer, som kan specificeres i form af et hierarki af regler.

Princippet om viden opbygget som et hierarki af regler er udtryk for en stærkt idealiseret og rationalistisk indstilling, som har påvirket en række af det 20. århundredes filosoffer til en ny modreaktion.

Disse såkaldte anti-filosoffer, som bl.a. tæller Martin Heidegger, Maurice Merleau-Ponty og Ludvig Wittgenstein, mener ikke, at bevidstheden og intellektet blot kan forklares som anvendelse af regler på grundlæggende elementer.

Argumentet er, at ingen filosof nogensinde har kunnet formulere én eneste regel eller analyse, som en anden filosof ikke har kunnet finde et modeksempel til.

Merleau-Ponty påstår, at perception og forståelse er baseret på vor evne til at lære - ikke regler, men fleksible adfærdsmønstre. Disse adfærdsmønstre er et produkt af en hel række kulturelle mønstre, som man vokser op i, og gradvis bliver fortrolig med. [Dreyfus "Intuitiv ekspertise" s. 21]

Hvis man antager, at denne opfattelse er korrekt, er en af de logiske konsekvenser, at det vil være umuligt at opbygge ekspertsystemer eller computerprogrammer med kunstig intelligens.

2.1.6 Matematikkens rolle i filosofi og videnskab

Den idé, der har været bærende for udviklingen af den vestlige videnskab, er først og fremmest, at man kan repræsentere et sagsforhold i naturen ved hjælp af et tegnsystem. Allerede Leibniz var inde på denne tankegang.

Det dominerende tegnsprog indenfor videnskab har i de sidste 300 år været matematikken og logikken i en sådan grad, at de ofte opfattes som identiske med videnskabelighed.

Et nøgleproblem ved enhver form for repræsentation er oversættelse. Jo bedre oversættelsen fra den virkelige verden til repræsentationsformen er, desto bedre er dens videnskabelige værdi.

Hvis der er overensstemmelse mellem de videnskabelige teorier og virkeligheden, siger man, at de korresponderer. Jo bedre korrespondens desto mere sand er den videnskabelige teori.

Et andet kriterium for en videnskabelig teoris sandhed er konsistens-kriteriet. Dette kriterium er et udtryk for graden af garanti for, at systemets indre sammenhæng er perfekt. Det skal være opbygget strengt logisk, der må ikke være sprunget niveauer over, der må ikke være indsmuglet udefinerede begreber osv. [Fogh Kirkeby & Tambo "Guds ur" s. 39]

Den dominerende teknik til bekræftelse af korrespondens indenfor videnskaben er eksperimentet; men intet eksperiment kan endegyldigt bevise en teoris sandhed, for der kan altid komme et nyt eksperiment, som er i modstrid med resultaterne fra alle foregående. Man kan derfor aldrig garantere 100% korrespondens ad empiriens vej.

Jo mere man kan henvise til, at man har brugt få og konventionelt vedtagne regler til at kæde sit symbolsystem sammen med, desto mere acceptabelt vil dette system være i den videnskabelige verden. Det er her logikken og matematikken, der opstiller garantien for, at disse regler er gyldige. [Fogh Kirkeby & Tambo "Guds ur" s. 41]

Matematikere havde længe været optaget af den idé, at man burde slå de to kriterier sammen. Den store fordel ligger i at slippe for korrespondens-kriteriet, og dermed for eksperimentet som bevis for korrespondens.

Hvis man kunne opbygge en bevisførelse for en teori baseret på nogle aksiomatiske grundsætninger og logiske relationer mellem disse, kunne man slå konsistens- og korrespondens-kriterierne sammen.

Den engelske filosof Bertrand Russell og matematikeren Alfred Whitehead arbejdede med disse problemer omkring begyndelsen af dette århundrede. Russell og Whitehead forsøgte at vise, at matematik kunne ledes tilbage til logikken.

Matematik opfattedes omkring århundredskiftet generelt som identisk med mængdelære. Problemet bestod da i at bevise, at mængdelæren kunne ledes tilbage til logikken.

Russells og Whiteheads forehavende lykkedes næsten. Desværre viste der sig huller i de aksiomatiske systemer i form af såkaldte paradokser - logiske modsigelser. [Fogh Kirkeby & Tambo "Guds ur" s. 49 - 50]

Modsigelserne viste sig især, når matematiske størrelser begyndte at henvise til sig selv, når matematiske størrelser indgik i beviset af sig selv. [Nørretranders "Mærk verden" s. 71]

Det endelige dødsstød fik Russell og Whiteheads formalisme i 1931, da en østrigsk logiker, Kurt Gödel, offentliggjorde en lille artikel, som i alvorlig grad intimiderede den aksiomatiske logik.

Udgangspunktet for Gödel er mange - også matematiske systemers uendelige karakter. Hvis man skal bevise sådanne systemer modsigelsesfrit, vil det kræve flere regler, end disse systemer selv indeholder.

Der er ikke meget idé i, at en specifikation efter oversættelse til en anden repræsentation fylder mere, end den gjorde før. Der findes altså ingen "aksiomatisk økonomi". [Fogh Kirkeby & Tambo "Guds ur" s. 51]

Heraf følger, at konsistensen skal bevises udefra. Logikken kommer aldrig til at kunne undvære menneskenes dømmekraft. [Nørretranders "Mærk verden" s. 72-73]

2.2 Hvad kan man lære af psykologien?

2.2.1 Kognitionspsykologi

Indenfor psykologiens verden er der et speciale: kognitionspsykologi. I kognitionspsykologi beskæftiger man sig med tænkning, problemløsning, det verbale sprog, hukommelse, perception, informationsbehandling, intelligens og begavelse.

Dette emne er interessant fordi det allerede i indledningen til dette kapitel blev slået fast, at softwareudvikling primært vedrørte problemløsning, kreativ tænkning og intelligens i et ikke nærmere defineret antal varianter.

Der er i tidens løb udviklet et stort antal teorier om den menneskelige intelligens. For at få overblik over disse teorier kan man inddele dem i procesteorier, udviklingsteorier og strukturteorier. [Hansen "Intelligens" s. 12-13]

2.2.1.1 Procesteorierne

Som navnet antyder, forsøger procesteorierne at beskrive intelligensen som processer i hjernen.

Jean Piaget og Luria er navnene på et par fremtrædende repræsentanter for denne retning. Luria har gjort et pionerarbejde med hensyn til at etablere et tværfagligt samarbejde mellem neurologi og psykologi. Dette samarbejde er resulteret i dannelsen af disciplinen neuropsykologi.

I de sidste 30 år har forskningen i kunstig intelligens på computere og for den sags skyld også neuropsykologien haft gensidig fordel af et nært tværfagligt samarbejde, som har betydet at forskerne i kunstig intelligens har fået procesteorier, man kunne implementere i computere. Erfaringer med computermodellerne har derefter virket tilbage på teoridannelserne.

Luria betragter hjernen som et funktionelt system. Ifølge Lurias teori er bestemte kropsfunktioner knyttet til forskellige områder af hjernen. [Hansen "Intelligens" s. 13-14]

Hjernens arkitektur antages ifølge Luria at bestå af 3 funktionelle blokke:

1. Blokken for regulering af de mentale tilstandes tonus og vågenhed.

"Skal menneskets mentale processer forløbe korrekt, er den vågne tilstand væsentlig. Kun under optimalt vågne betingelser kan mennesket modtage og analysere information, benytte sig af de nødvendige selektive forbindelsessystemer, programmere sin aktivitet, og efterprøve sine mentale processers forløb, korrigere sine fejltagelser og holde sin aktivitet på det rette spor" [Luria "Hjernen" s. 39-40]

2. Den informationsmodtagende, -analyserende og -oplagrende blok.

"Denne bloks systemer er, hvad funktionel beskaffenhed angår, tilpasset modtagelse af stimuli, der går til hjernen fra de perifere receptorer, uddelegering af dem i et meget stort antal meget små komponent-elementer, og kombinering af dem til de krævende dynamisk funktionelle strukturer. [Luria "Hjernen" s. 59]

På almindeligt dansk drejer det sig om modtagelse af sansedata fra syn, hørelse, generel sensorisk information, smag og lugt.

3. Den aktivitetsprogrammerende, -regulerende og -efterprøvende blok.

"Mennesket reagerer ikke blot passivt på indgående information, men skaber forsæt, udformer planer og programmer for sine handlinger, overvåger udførelsen af dem og regulerer sin adfærd, så at den stemmer overens med disse planer og programmer; endelig efterprøver det sin bevidste aktivitet, sammenholder virkningen af den med de oprindelige forsæt, og retter de fejltagelser det har begået." [Luria "Hjernen" s. 69]

Vi skal i et senere afsnit vende tilbage til neuropsykologi og neurologi i et forsøg på at beskrive de muligheder, der er i den menneskelige hjerne.

2.2.1.2 Udviklingsteorierne

Udviklingsteorierne bygger på en kombination med en stadieteori, som er en grundlæggende beskrivemåde for udviklingsperioden fra 5-6 års alderen til 10-11 års alderen.

"I småbarnsalderen ordner barnet indtrykkene og erfaringerne i ret løst sammensatte grupper af ting og hændelser efter lighed mellem tingene. Lighedsprincippet bliver ikke brugt logisk, men sådan som barnet erfarer tingene dagligdags og praktisk."

"I 4-5 års alderen lærer barnet sig at ordne efter et bestemt lighedsprincip." (F.eks. farve, størrelse osv.).

"Ved mødet med skolen indledes en ny periode, hvor barnet lærer sig at skelne mellem tingene, lærer sig at begribe de finere nuancer mellem ting, hændelser og situationer."

"Når barnet i tilstrækkelig lang tid har set på både ligheder og forskelle springer det i sin udvikling op på et nyt trin, hvor det begynder at kunne tænke logisk og abstrakt." [Hansen "Intelligens" s. 96-97]

2.2.1.3 Strukturteorierne

Strukturteorierne kan historisk spores tilbage til frenologien - en temmelig kontroversiel lære om, at man ud fra kraniets form kunne slutte sig til sjælelige egenskaber. [Lunn "Psykologi" s. 295]

Strukturteorierne er i dag karakteriseret ved, at man forsøger at analysere, hvilke faktorer, der indgår i tænkningen. Dette har ført til udviklingen af modulteorierne, som er et forsøg på at beskrive den menneskelige intelligens som værende sammensat af flere intelligensmoduler. [Hansen "Intelligens" s. 14-16]

2.2.2 Modulteorierne

Modulteorierne er vokset frem siden begyndelsen af 80'erne i USA, og de er knyttet til navne som Jerry Fodor, Howard Gardner, Michael S. Gazzaniga og Robert Ornstein.

Teorierne er i vid udstrækning baseret på omfattende statistisk materiale, som utvetydigt peger i retning af, at den menneskelige intelligens er sammensat af en række forskellige intelligensdele.

I det følgende vil der blive givet en kort beskrivelse af en teori fremsat af Howard Gardner. Teorien kaldes også teorien om de multiple intelligenser. Ifølge denne teori er intelligensen sammensat af 7 moduler:

Det verbale sprog

Musik

Det logisk-matematiske

Det rumlige

Det kropslige kinæstetiske

Det personlige indre

Den personlige omverden

Intelligensen for det verbale sprog, intelligensen for musik og intelligensen for det logisk-matematiske synes at have en betydelig forankring i digitale processer, hvorimod intelligensen for det rumlige, det kropsligt-kinæstetiske og for den personlige omverden har en stærk forankring i analoge processer.

Imidlertid vil en mere dynamisk iagttagelse og analyse vise, at alle syv moduler opfatter, forarbejder og lagrer ud fra både digitale og analoge informationsbehandlingsprincipper.

Menneskets hjerne modtager hele tiden fra omverdenen sanseindtryk, som derefter fortolkes. Faktisk fortolker og forklarer hjernen uafbrudt de handlinger, som personen gør.

Handlingerne er i sig selv sat i gang af intelligensmodulerne med deres indbyggede automatiserede færdighedsprogrammer og handlingsforløb, der kan udløses af indre motivationer, følelser, interesser eller af ydre stimulering.

Iværksættelse af de forskellige handlinger er ikke noget, der foregår som et resultat af konstant, bevidst overvågning og overvejelse. Tværtimod er menneskets overlevelse tit netop afhængig af, at handlinger kan iværksættes uden bevidst overvågning og overvejelse - uden bevidst kontrol. Planlægning er ofte noget, der kommer efterfølgende som forklaring.

De enkelte moduler kan huske hændelser, kan lagre færdigheder og også følelsesmæssige reaktioner, og kan handle på de stimuli, som passer til modulets specielle sprog. [Hansen "Intelligens" s. 55-81]

2.2.3 Den indre scene

Scenen for tænkning og problemløsning er det indre rum eller den indre scene. Her opstilles og gennemspilles den problematiske situation med henblik på at finde en brugbar løsning.

Der er en række forudsætninger, der skal være opfyldt, for at problemløsningen kan gå i gang på den indre scene:

Der kræves operativ viden om ting, relationer mellem ting og egenskaber. Denne operative viden kan stamme fra tidligere indhøstede erfaringer eller der kan være tale om nyindhentet viden, som stammer fra bøger, undervisning eller lignende.

Problemløseren skal være i besiddelse af metoder eller programmer til at styre den ofte omfattende mængde viden om ting, relationer og egenskaber. Man har mange forhåndsprogrammerede aktiviteter på lager i hjernen, hvor de ligger og venter på at blive aktiveret.

En situation er ofte for kompleks til, at den i sin helhed kan gennemtænkes på den indre scene. I sådanne tilfælde er det vigtigt, at man kan foretage en reduktion af mulighederne i opgavesituationen og problemområdet. I forbindelse med denne reduktion, kan der ofte hentes hjælp fra:

Instruktionen til opgaven

Selve opgaveformen, idet enhver opgave sætter sine rammer

Tidligere erfaringer med løsning af samme eller lignende opgaver

Tidligere erfaringer med analoge opgaver

Metoder og programmer på lageret.

Selve løsningsforløbets led, der sætter nogle rammer op.

I forbindelse med problemløsning, er det altid væsentligt at spørge, hvordan man finder ud af, om man har løst opgaven - om det, man har lavet, er rigtigt? Svaret er, at det gør man ved at evaluere den simulerede handlings resultat, mens det stadig foregår på det indre plan.

Men der er væsentlig forskel på en evaluering af et tænkt resultat på den indre scene og en egentlig kontrol af resultatet i den virkelige verden.

Kun ved at vurdere resultatet i de rette omgivelser, den virkelige verden, kan man kontrollere, om det var rigtigt. Evalueringen ligger "indvendigt", hvor kontrollen er "udvendig".

Ideen om tænkningen på den indre scene understreger, hvor vigtigt det er, at uddannelsen eller oplæringen af systemudviklere er baseret på øvelser i at gennemspille situationer på den indre scene.

Men det er også væsentligt at iagttage forskellen mellem evaluering og kontrol. Det understreger, hvor vigtigt det er, at man rent faktisk skaber brugbare og kontrollerbare produkter samtidig med, at man indlærer metoder.

Heraf kan man udlede noget om den pædagogik, man skal anvende, når der undervises i systemudvikling. En traditionel lærerstyret undervisning kan være udmærket, hvis det kun drejer sig om at skabe billeder og associationer på den indre scene, som man derefter evaluerer - det vil sige, at man prøver at tænke sig til, hvordan en foreslået løsning vil virke.

Men hvis man derimod ønsker en reel kontrol af, om de metoder, man lærer at bruge, overhovedet kan anvendes i praksis, er man nødt til at anvende undervisningsformer, som giver eleven lejlighed til selv at gøre sine erfaringer. [Hansen "Intelligens" s. 83-94]

2.3 Hvad kan man lære af historien?

Det er en udbredt tendens blandt computerspecialister og systemudviklere, at de tilsyneladende arbejder i et historisk vacuum med hensyn til de teorier og teknologier, der eksisterede, før computere blev opfundet.

Man skal ikke studere kulturhistorie ret længe, før man opdager, hvordan historiske hændelser har det med at gentage sig selv.

En vigtig lære fra historien er, at der ikke findes en enkelt sandhed om, hvad der er sket. Det skyldes bl.a., at historikere med omhu udvælger det materiale, der understøtter deres foretrukne synspunkter.

Professionelle historikere er uddannet til at undgå de værste fejl; men netop fordi man ved dét, virker mange af deres fejl så meget mere overbevisende, når man ser dem på tryk.

Man skal derfor heller ikke prøve at bruge historien til at finde svar på de aktuelle problemer. Den lære, man må drage, skal være mere generel - noget i retning af, at det snarere giver indsigt i kulturhistoriske baggrunde end egentlige svar på problemer.

En anden vigtig årsag til at studere historien er ønsket om at forstå, hvorfra mange af dagligdagens byrder og irritationsmomenter stammer.

Som eksempel kan nævnes begrebet "lige højremargin", som er et problem, som alle tekstbehandlingssystemer skal kunne håndtere. Dette begreb blev indført samtidig med opfindelsen af bogtrykkunsten. Hvis en trykt bog i den sene middelalder skulle have en chance, måtte den ligne en håndskevet bog, og i en sådan var der lige højremargin.

Eller et andet eksempel: Hvorfor venstrestilles tekst, hvorimod tal højrestilles? De bogstaver, vi anvender, stammer fra det latinske alfabet, og er en vestlig opfindelse, hvorimod tallene er en arabisk opfindelse, og araberne skriver som bekendt fra højre mod venstre.

Et tredie aspekt af stor betydning er computerbranchens egen historie, som man sjældent giver sig tid til at studere. Selv om det tidligere blev konstateret, at man skal være forsigtig med at anvende historiske løsninger på aktuelle problemer, kan der dog være vigtige inspirationskilder. [Weinberg "Rethinking Systems Analysis and Design" s. 36-39]

Man kan heller ikke se bort fra den mulighed, at man kunne lære af sine egne eller andres historiske fejltagelser, så man ikke behøvede at gentage tidligere generationers fejltagelser i hvert slægtled.

Det er vigtigt for systemudviklere, at de lærer af egne fejltagelser, erindrer forudsætninger, der glippede, husker, hvad der virkede, og ændrer det, der ikke virkede. Systemudvikleren skal også sætte sig ind i det gamle systems historie, for det er i det miljø, det nye system skal fungere.

Når man studerer det eksisterende systems historie, skal man især være opmærksom på politiske spørgsmål vedrørende de mennesker, der indgår i systemet. Der er en tendens til, at de personer, der oprindelig lavede det gamle system, stadig er i organisationen. Måske er de også involveret i udviklingen af det nye system, eller også er de blevet systemudviklerens overordnede.

Det er et godt princip, at man studerer historien med henblik på at opnå en bedre forståelse af sin egen kulturelle baggund. [Weinberg "Rethinking Systems Analysis and Design" s. 54-55]

2.4 Hvad kan vi lære af antroprologien?

Systemudviklerens og antroprologens opgaver ligner hinanden meget. Begge skal forsøge at analysere sig frem til sandheden i et system, hvor de selv er anbragt som et fremmedelement.

Kommende systemudviklere undervises ofte i interviewteknik med henblik på at blive i stand til at foretage objektive og uvildige analyser af eksisterende systemer; men da der indgår mennesker i de analyserede systemer, er enhver idé om den objektive og uvildige analytiker i praksis urealistisk.

Det ville derfor være mere hensigtsmæssigt, hvis man lærte analytikeren, hvad der sker, når man som observatør vekselvirker med det observerede system.

En af de uundgåelige konsekvenser af denne vekselvirkning er, at der vil blive lige så mange forskellige beskrivelser af et system, som der er systemudviklere. Hver systemudvikler vekselvirker nemlig på sin måde med det eksisterende system.

Her kan man lære noget af antroprologer og etnografer, der har beskrivelse af fremmede kulturer som deres arbejde. Antroprologer og etnografer kender til det problem, at man skal uddrage eksakte informationer fra et system, uden at forvanske disse informationer med sine egne forventninger.

Antroprologer har derfor en teknik, kaldet "deltagende observation", hvor antroprologen deltager i de "indfødtes" dagligliv på lige fod med de indfødte.

Sådanne perioder, hvor antroprologen (eller systemudvikleren) er totalt afskåret fra sit normale miljø med dets særlige normer og værdier, kræver og opøver antroprologens (systemudviklerens) introspektion og skærper opmærksomheden for detaljer. [Weinberg "Rethinking Systems Analysis and Design" s. 45-52]

En anden markant lighed mellem systemudviklere og antroprologer er, at problemet i begge tilfælde ligger i at stille de rigtige spørgsmål.

Her adskiller antroprologi sig f.eks. fra sociologi. For en sociolog består opgaven i at indsamle svarene på nogle kendte spørgsmål. For en antroprolog gælder det, at man først skal finde det spørgsmål, man skal stille. Kender man det rigtige spørgsmål, er det let at få svarene.

Den tidligere beskrevne teknik, deltagende observation, sætter antroprologen (og systemudvikleren) i stand til at leve sig ind i kulturens liv på en måde, som gør det muligt at stille de rigtige spørgsmål.

Man skal selvfølgelig passe på, at man ikke selv bliver "indfødt", hvilket vil ske, hvis man er i den fremmede kultur så længe, at man overtager dens regler og normer. I så fald mister man sin evne til at betragte systemet med en udefra kommendes perspektiv.

Processen med at leve sig ind i en fremmed kultur kan være en langvarig proces, som man ikke altid har tid til at gennemføre. I sådanne tilfælde har antroprologer udviklet en teknik, som man kan kalde for meta-spørgsmål.

Et meta-spørgsmål er et spørgsmål, der som svar producerer et spørgsmål. F.eks.: Hvilket spørgsmål skal jeg stille dig nu? [Weinberg "Rethinking Systems Analysis and Design" s. 64-65]

Et eksempel fra litteraturen på en antroprolog, der har erkendt, at hun blev "indfødt" og dermed mistede sin objektivitet, er gengivelsen af antroprologen Florinda Donners lange ophold hos en indianerstamme i Amazonjunglen, sådan som det gengives i romanen "Shabono".

2.5 Hvad kan vi lære af neurofysiologien?

Der er igennem de sidste par årtier sket en kraftig udvikling i vor viden om hjernen, dens opbygning og dens virkemåde. Den nye forståelse er ofte fremkommet i et tæt samarbejde mellem neurofysiologer, neuropsykologer og computerspecialister.

2.5.1 Hjernen

Hjernen er hjemstedet for al vor tankevirksomhed, hukommelse og følelser - kort sagt alle de ting, som er med til at skabe vor identitet som menneske og enkeltindivid. Det er derfor heller ikke underligt, at hjernen er genstand for intens udforskning.

Den del af forskningen, som er relevant i forbindelse med systemudvikling, er forskningen i intelligens, kreativitet og problemløsning. Disse begreber vil blive behandlet senere i kapitlet; men forinden skal nogle fysiologiske kendsgerninger om hjernen bringes på plads.

Ved fødslen består den menneskelige hjerne allerede af ca. 100 milliarder hjerneceller fordelt på hjernens forskellige funktioner.

Den menneskelige hjerne er resultatet af omkring 500 millioner års udvikling. Det er karakteristisk, at der i løbet af disse 500 millioner år aldrig er gået nogen opnået funktion eller udvikling tabt. Man kan altså i den menneskelige hjerne finde urgamle funktioner, som mennesket deler med alle sine mere primitive slægtninge blandt hvirveldyrene.

Nogle af disse fjerne slægtninges hjernemæssige udvikling gik i stå for mere end 250 millioner år siden, og disse dyrs hjernefunktioner er altså begrænset til det, som mennesket betragter som ganske rudimentære funktioner.

2.5.1.1 Hjernestammen

Hjernestammen er den del af hjernen, som mennesket har til fælles med mere primitive hvirveldyr som f.eks. fisk, padder og krybdyr.

Hjernestammen kaldes også for det retikulære aktiveringssystem. Retikulær betyder netagtigt og ordet hentyder til den netagtige opbygning af nervecellerne i denne del af hjernen.

Hjernestammen er ansvarlig for de basale kropsfunktioner såsom åndedræt, hjerteslag osv. Desuden er det i denne del af hjernen, at sansningerne fra omverdenen behandles.

Følelser indgår derimod ikke i denne urgamle del af hjernen. Heraf kan man udlede, at de dyr, som har en hjerne, der udelukkende består af hjernestammen, altså heller ikke kender til følelser som vrede, aggression, frygt eller kærlighed.

Hvis en slange f.eks. viser omsorg for sit eget afkom, har det altså intet med moderinstinkter at gøre; men det er alene et spørgsmål om artens overlevelse. En slange dræber således heller ikke en mus eller en rotte i et anfald af aggressivitet. Der er blot tale om en adfærd, som simpelthen sikrer individets overlevelse i naturen.

2.5.1.2 Det limbiske system

For 250 millioner år siden påbegyndtes den udvikling, som førte til tilføjelsen af det limbiske system, som er den del af hjernen, der er ansvarlig for individets følelsesmæssige reaktioner.

Udviklingsmæssigt falder udviklingen af det limbiske system sammen med udviklingen af pattedyrene. Alle pattedyr er derfor i stand til at mærke og vise følelser.

Det limbiske system er langt mere kompliceret end det retikulære system i hjernestammen. Hypofysen, som er en hormonproducerende kirtel i hjernen, er en del af det limbiske system.

Herved får det limbiske system to muligheder for at sende informationer ud i kroppen, idet informationer enten kan sendes som nerveimpulser eller som kemiske signaler i form af hormoner.

Det limbiske system styrer som nævnt de følelsesmæssige sider af menneskets reaktioner. Det vil sige, at det limbiske system har indflydelse på sådanne følelser som vrede, aggression, frygt, glæde, sorg, kærlighed og seksuel opstemthed.

Desuden er det limbiske system ansvarlig for, at man kan stabilisere kroppens indre miljø og indstille sin adfærd efter de sociale normer i den gruppe, man tilhører.

Det limbiske system er også ansvarlig for styringen af sådanne kropsfunktioner som temperaturregulering, sult, tørst, døgnrytmen og andre biologiske rytmer som f.eks. den kvindelige menstruationscyklus.

2.5.1.3 Storhjernen

For 200 millioner år siden påbegyndtes den udvikling, som førte til dannelsen af storhjernen.

Storhjernen varetager en lang række opgaver, som man kort kan karakterisere som: tænkning. Det drejer sig om forskellige former for indirekte styring af kroppens funktioner, og det drejer sig især om opgaver som organisering, kommunikation, hukommelse og forståelse.

Storhjernen er opbygget af to symmetriske halvdele eller hemisfærer, der er forbundet med den såkaldte hjernebro, som er et tykt bundt af mere end 200.000 nervebaner. Igennem hjernebroen kan de to hjernehalvdele kommunikere med hinanden.

Det er et karakteristisk træk, at menneskets nervesystem ude i kroppen er koblet til hjernen via en krydsforbindelse, hvorved venstre hjernehalvdel fortolker signaler fra og styrer højre side af kroppen, hvorimod højre hjernehalvdel arbejder sammen med venstre side af kroppen.

Storhjernen er karakteristisk for bl.a. de højerestående primater, og mennesket deler altså denne egenskab med f.eks. menneskeaber som gorillaer og chimpanser.

Men i udviklingshistorien skete der for ca. 1 million år siden noget, som mennesket er alene om, og som har afgørende betydning for evnen til at tænke kreativt og intuitivt.

Den såkaldte hemisfærespecialisering opstod. Herefter løser de to halvdele af storhjernen forskellige opgaver, selv om de i øvrigt er helt symmetrisk opbygget.

2.5.1.4 Hemisfærespecialiseringen

Hemisfærespecialiseringen er noget helt unikt for mennesker og i udviklingshistorisk sammenhæng er det tilmed en relativt ny funktion.

Specialiseringen af de to hjernehalvdele er ikke en medfødt funktion; men hjernen er forberedt til det, og specialiseringen fastlægges så i løbet af opvæksten.

Specialiseringen af storhjernens funktioner tillader hjernen at foretage to samtidige bearbejdninger af de samme sanseindtryk. De to bearbejdninger resulterer i to samtidige, men vidt forskellige resultater.

De to hjernehalvdeles forskellige former for bearbejdning af de samme sanseindtryk kan beskrives ved nedenstående begreber, og som man kan se, er der tale om begreber, som i mange tilfælde er komplementære eller hinandens modsætninger.

Venstre hemisfære Højre hemisfære

Digital kodning Analog kodning

Tidsfornemmelse Rumlig fornemmelse

Detaljer Helhed

Sekventiel Holistisk

Verbal udtryksform Indre billeder

Analytisk Syntetisk

Abstrakt Konkret

Rationel Irrationel

Logisk Intuitiv

Forklaring Handling

En af konsekvenserne af hemisfæreopdelingen er den såkaldte lateralisering, som medfører, at den ene hjernehalvdel bliver dominerende i forhold til den anden.

Da sprog og kommunikation er faktorer, som er meget vigtige for menneskers deltagelse i forskellige sociale grupper, er det ikke overraskende, at den venstre hjernehalvdel, hvor sprogcentrene er placeret, ofte dominerer i forhold til den højre.

Heraf følger også, at de fleste mennesker foretrækker at bruge den højre hånd, der som nævnt styres fra venstre hjernehalvdel.

Hjerneforskning var frem til for få år siden baseret på den almindelige opfattelse, at den venstre hjernehalvdel var dominerende og den højre halvdel underordnet den venstre.

Men nyere forskning har vist, at dette var en fejltagelse. Der er ikke tale om, at den højre hjernehalvdel på nogen måde er underordnet eller mindre udviklet end den venstre halvdel.

De to hjernehalvdele modtager de samme sanseindtryk, som de blot behandler på hver sin vidt forskellige måde - den ene (den logiske venstre halvdel) på en nærmest diktatorisk måde og den anden (den intuitive højre halvdel) på en mere anarkistisk måde.

2.5.2 Hjernens udvikling i et psykologisk perspektiv

Hvis man betragter hjernens udviklingshistorie i et psykologisk perspektiv, vil man være interesseret i at undersøge de erkendelsesformer, som er knyttet til de enkelte udviklingstrin. Nedenstående skema viser denne sammenhæng.

Tid Udviklingstrin Erkendelsesform Tænkning

1 mill. år siden Hemisfærespecialisering Skabende erkendelse Kreativitet

200 mill. år Storhjerne Intellektuel erkendelse Kognition

250 mill. år Limbiske system Følelseserkendelse Emotion

500 mill. år Hjernestammen Undgå/opsøge Opmærksomhed

erkendelse

Den type erkendelse, som i relation til problemløsning er den mest interessante, er den skabende erkendelse; men hjernen udfører selvfølgelig de forskellige former for erkendelse sideløbende.

Afsnittet om hjernens opbygning er primært baseret på Mogens Hansen: "Intelligens" s. 17-34. Men vigtige bidrag stammer også fra Betty Edwards "At tegne er at se" s. 30-47.

2.6 Hvad er ekspertise?

I bogen "Intuitiv ekspertise" af Hubert og Stuart Dreyfus opstilles en model for, hvordan eksperter løser problemer, og for hvordan en nybegynder gradvist med stigende erfaring kan udvikle sig til ekspert.

Før der fortsættes med en beskrivelse af, hvordan eksperter løser problemer, skal begrebet "problem" først defineres.

2.6.1 Problemløsningsområder

Problemløsningsområder kan inddeles i ustrukturerede og strukturerede områder.

Kendetegnet på strukturerede problemer er, at målet og de relevante oplysninger er klare, virkningerne af beslutningerne kendes, og man kan ræsonnere sig frem til løsninger, som siden kan efterprøves.

Der kan opstilles facitlister, hvormed man kan kontrollere, om løsningerne er rigtige. Eksempler på strukturerede problemer er matematiske og logiske opgaver.

Kendetegnet på ustrukturerede problemer er, at de indeholder et potentielt ubegrænset antal mulige relevante fakta og træk, og det er uklart, hvorledes disse elementer hænger sammen og igen påvirker andre begivenheder.

Det er et kendetegn for ustrukturerede problemer, at der ikke findes nogen facitliste til problemerne. Det kan derfor også være umuligt at afgøre, om den foreslåede løsning er den mest optimale, eller om den blot er en brugbar løsning på problemet.

Eksempler på ustrukturerede problemer er management, sygepleje, økonomiske prognoser, undervisning, alle former for socialt samvær og softwareudvikling.

Det er karakteristisk, at et højt færdighedsniveau indenfor et ustruktureret problemområde synes at kræve betydelig konkret erfaring med løsning af problemer i virkelige situationer.

Fordi problemerne er ustrukturerede, oplever man ofte, at nogen får mere erfaring med løsning af visse typer problemer indenfor deres færdighedsområde, hvorimod de er mindre sagkyndige indenfor andre.

Det man i virkeligheden taler om her, er forskellen mellem problemløsning baseret på teoretisk viden og problemløsning baseret på kunnen, praktisk erfaring eller know-how.

2.6.2 Fra nybegynder til ekspert i fem trin

I dette afsnit vil der blive set på, hvordan man udvikler sine færdigheder, og på nogle typiske træk, der kan identificere de stadier, man bevæger sig igennem, fra man starter som nybegynder, og til man er blevet ekspert indenfor sit felt.

Som nybegynder lærer man at genkende forskellige objektive kendsgerninger og træk, der er relevante for den pågældende færdighed, og man tilegner sig regler, der er baseret på disse kendsgerninger og træk.

De forskellige kendsgerninger og træk defineres så klart og objektivt, at de bliver kontekstfrie, dvs. de er uafhængige af den sammenhæng, de indgår i.

Man har udviklet sig til avanceret begynder, når man gennem praktisk erfaring med løsning af problemer i virkelige situationer begynder at genkende elementerne i de kontekstfrie træk, når de er til stede i en given situation. På denne måde tilføjes situationsbestemte elementer til de kontekstfrie træk.

I forbindelse med opgaveløsning benytter man sig nu af både kontekstfrie og situationsbestemte elementer.

Det næste stadie er kompetence. Efterhånden som man får erfaring, bliver antallet af genkendelige kontekstfrie og situationsbestemte elementer ganske overvældende.

For at kunne håndtere problemløsningen lærer man at benytte en hierarkisk procedure, når der skal træffes beslutninger. Ved først at lægge en plan, hvorefter man systematiserer elementerne, og kun undersøger de faktorer, der er vigtigst for planen, kan man forenkle og forbedre sin præstation. Relevansen af de forskellige elementer i situationen vurderes i forhold til den valgte plan.

Det at lægge en plan er i sig selv ikke en objektiv procedure. Det er ikke altid muligt at redegøre for, hvorfor man vælger at fokusere på visse bestemte faktorer blandt de utallige faktorer, som er til stede i situationen.

Med udvælgelsen af faktorer følger også et ansvar, idet den, der vælger, som regel også føler, at han eller hun må tage ansvaret for konsekvenserne af dette valg.

Begynderen, som handler på grundlag af nogle få indlærte regler, føler ikke i samme grad dette ansvar. Man har jo bare gjort, som man fik besked på.

Mellem kompetence og det næste stadie, kyndighed, er der en afgrund, som ikke kan passeres med anvendelse af rationelle regler. Hidtil har problemløsning været beskrevet som en omhyggeligt gennemtænkt adfærd, der var baseret på anvendelse af klare og synlige regler.

Selv om denne form for objektiv, kompetent adfærd kan forekomme i ens hverdag, er det nok snarere undtagelsen end reglen. Den kyndige udøvers adfærd er ikke præget af objektive valg eller objektive overvejelser.

Tingene sker bare, tilsyneladende fordi man har erfaringer med lignende situationer fra tidligere lejligheder, og fordi man derfor associerer de nuværende situationer med planer, der tidligere har virket, og fordi man forudser resultater, der tidligere har vist sig.

Man reagerer intuitivt på et mønster uden at give sig tid til at opløse det i sine bestanddele. Denne evne kaldes holistisk skelnen og association.

Det sidste stadie er ekspertise. En ekspert ved i almindelighed, hvad der skal gøres på basis af indsigt og erfaring. Når alt forløber normalt, løser eksperter ikke problemer eller træffer afgørelser: de gør bare, hvad der plejer at virke.

Det kunne se ud som om, eksperter aldrig tænker og altid har ret; men sådan er det naturligvis ikke i virkeligheden. Skønt det meste af det, eksperter gør, foregår løbende og uden refleksion, så overvejer eksperter situationen, før de handler, for så vidt som tiden tillader det, og resultatet er af særlig vigtighed. Denne overvejelse er dog ikke præget af kalkulatorisk problemløsning; men snarere af kritisk refleksion over egen intuition.

Når eksperter bliver stillet overfor andre eksperter, vil den, der har den bedste dømmekraft og de bedst virkende associationer, klare sig bedst.

Evnen til at skelne mellem et umådeligt stort antal situationer kommer med erfaringen. Man kan utvivlsomt skelne langt flere situationer, end man har ord for. Følgelig har sådanne grupper af situationer ikke noget navn og synes faktisk fuldstændig at unddrage sig verbal beskrivelse.

Hvis man som ekspert bliver bedt om at retfærdiggøre en beslutning, som er truffet på basis af intuition, bliver man nødt til at udføre en efterrationalisering, hvor man forsøger at finde en gyldig begrundelse for beslutningen ved at identificere elementerne i situationen og kombinere disse elementer ved hjælp af regler for beslutningstagen. Hvis det lykkes, har man retfærdiggjort den trufne beslutning.

Men hvis man ikke kan udtrykke reglerne i ord, hvordan skal man så kunne retfærdiggøre en beslutning, hvis man bliver bedt om det.

Den beskrevne færdighedsmodel repræsenterer en progression, hvor de bedste resultater, som en person kan opnå i en given situation, vil bygge på den problemløsningsadfærd, som er svarende til personens færdighedsniveau.

Hvis en person er dygtig, vil vedkommendes bedste resultater til sidst skyldes intuitiv brug af holistisk skelnen og association, og vedkommende vil da være ekspert.

Hvad der klart burde fremgå, er progressionen fra den analytiske adfærd, som en uengageret person udviser, når han eller hun bevidst opløser sine omgivelser i genkendelige elementer og følger abstrakte regler, til den involverede sagkyndige adfærd, der er baseret på en holistisk gruppering af nye situationer over for de dermed forbundne reaktioner, hvilket skyldes heldige erfaringer med lignende situationer.

2.7 Hvad er intelligens

Voksnes forståelse og færdigheder misforstås ofte som værende abstrakte og styrede af regler. Det er fortolkningen, der bestemmer, hvad der opfattes som vigtigt i en situation, hvad enten den er bevidst, som når det drejer sig om den kompetente udøver, eller ubevidst og baseret på holistisk skelnen, som når det drejer sig om én på et højere trin.

Denne evne til at fortolke udgør det, man kalder dømmekraft.

Intelligens er mere end kalkulatorisk rationalitet. Irrationel adfærd bør undgås; men der er et stort område mellem det irrationelle og rationelle, som man kan kalde det arationelle. Kompetent afdærd er rationel; kyndig adfærd er et mellemstadium; eksperter handler arationelt.

Bevidst brug af kalkulatorisk rationalitet fremkalder regression til begynderens færdighedsniveau eller i bedste fald til den kompetente udøvers niveau. At tænke rationelt vil i denne betydning sige at svigte sin praktiske erfaring.

I relation til de mange traditionelle systemudviklingsmodeller, som er baseret på anvendelse af rationelle regler, vil det betyde, at hvis en ekspert indenfor systemudvikling tvinges til at bruge en sådan model, vil man reducere vedkommendes præstation til et kompetent niveau.

Nogen vil måske synes, at det er godt nok; men det man i virkeligheden har gjort, er at man har erstattet en arationel sublim præstation med en rationel middelmådig præstation.

Hvis beslutningerne er vigtige, og der er tid nok, er en mere elementær form for rationalitet end begynderens nyttig. Denne form for deliberativ rationalitet forsøger ikke at analysere situationen i kontekstfrie elementer; men prøver at forbedre hele intuitioner.

Der er ikke mange situationer i livet, der opfattes som helt af samme art som de tidligere situationer, om hvilke man har erfaringer, der intuitivt dikterer den rette beslutning.

Sædvanligvis er der visse aspekter af situationen, der er en smule, men dog betænkeligt forskellige fra, hvad der ville gøre én helt tilfreds med en beslutning, der bygger på, hvad der tidligere er sket.

At opretholde perspektivet på trods af vedvarende og foruroligende vidnesbyrd kaldes "tunnel vision" (kikkertsyn). Kikkertsyn er at undlade at erkende et muligt nyt perspektiv, der bedre forklarer begivenheder, der lige har fundet sted, og som man bedre kan indrette sine kommende handlinger efter.

Kikkertsyn kan undertiden undgås med kølige overvejelser. Ved at fokusere på de aspekter af en situation, der forekommer relativt pålidelige, når de ses i ét perspektiv, er det muligt, at et andet perspektiv kan melde sig for tanken. Hvis det sker, kan man undgå fadæser.

Når tiden tillader det, og der står meget på spil, kan kølig, reflekterende rationalitet af den type, der her er beskrevet, forbedre selv den intuitive eksperts præstation.

Men det skal præciseres, at en sådan overvejelse prøver at forbedre hele intuitioner. Der bruges ingen regler eller principper for at nå frem til konklusioner, så det er ikke den slags kalkulatorisk rationalitet, der anvendes af begynderen eller den kompetente udøver som et surrogat for intuitiv forståelse.

2.8 Intuition

I afsnittet om ekspertise blev det fremhævet, at intuition spiller en afgørende rolle, når man som ekspert skal reagere på et mønster (eller et fragment af et mønster) for at komme frem til en passende handling i situationen.

Formålet med dette afsnit er at finde frem til, hvad intuition egentlig er for noget. Afsnittet er baseret på bogen "Intuition" af Philip Goldberg.

2.8.1 Intuitive oplevelser

Ifølge Goldberg er der visse fælles træk ved intuitive oplevelser. Goldberg fremsætter den påstand, at en forståelse af de grundlæggende temaer og ens personlige varianter vil hjælpe én til at blive mere sensitiv overfor sin egen intuition og til at tage skridt til at udvikle den.

Arbejdet som systemudvikler kræver, at man er i stand til at træffe mange beslutninger på kort tid. Nogle få af disse beslutninger kan gøres til genstand for rationelle overvejelser; men størsteparten af beslutningerne træffes på basis af systemudviklerens intuitive fornemmelse af, hvad der er rigtigt i situationen.

Det er derfor nærliggende at undersøge, hvad intuition er, og om man evntuelt kan stimulere intuitionen.

Intuitive gennembrud har en tendens til at ske, når man er væk fra selve arbejdet. En sådan frugtbar periode kaldes inkubationstiden. Den følger typisk efter et langvarigt forberedende arbejde, kaldet forberedelsesstadiet, og den efterfølges af de to stadier oplysning (selve det intuitive gennembrud) og verifikation.

Resultatet af en inkubation er bl.a. den effekt, der viser sig, når man "har sovet på det".

Selvom alle mennesker kender til fænomenet, kan man ikke eftervise, at en inkubationsperiode er en forudsætning for den intuitive oplevelse. På den anden side, er det heller ikke altid sådan, at inkubationsperioden automatisk medfører en intuitiv oplevelse.

Det er et karakteristisk træk, at en intuitiv oplevelse ikke kan fremprovokeres. Somme tider dukker en frugtbar opdagelse eller kreativ løsning op uden inkubation, når vi er travlt beskæftiget med at arbejde på selve problemet.

Der er en overraskende kvalitet ved oplevelsen, som ofte fører en følelse af triumf og glæde med sig. Genkendelsens chok: "Selvfølgelig - hvorfor kunne jeg ikke se det før?"

Intuitionens faktiske holistiske kvalitet har at gøre med to ting:

Det er umiddelbart indlysende, at en helhed er mere end summen af dens enkelte dele. Delene og deres sum kan erkendes gennem rationel analyse, men det mere kan kun fattes gennem intuition.

Vi tænker på intuitionen som et glimt, der kommer og går. I dette korte øjeblik kan der være indeholdt en overordentlig mængde af information. Vi oplever og forstår normalt mening på lineær måde, som en række symboler og begreber, der er knyttet sammen. Men en intuitiv oplevelse behøver ikke at have klare grænser eller være ordnet i en bestemt rækkefølge.

Det er ofte en fordel, hvis man kan strække det intuitive øjeblik, holde det i ro et øjeblik længere. Det er også en fordel, hvis man kan vinde den intuitive oplevelse tilbage ved viljens hjælp - ikke blot huske den i væsentlige træk, men rent faktisk genindtræde i den tilstand, som den blev fastholdt i.

Mange mennesker er nødt til at sætte sig tilbage i den stemning, som prægede den foregående dags arbejde, for at komme videre på en sammenhængende måde. Evnen til at gøre dette bør vokse, når man udvikler sine intuitive anlæg.

2.8.2 Den rigtige hjerne - den forkerte teori

Skønt ingen ved, hvordan intuitionen arbejder, mener mange mennesker at vide, hvor den arbejder: i hjernens højre hemisfære. Men dette er ikke en videnskabeligt fastslået kendsgerning.

Engang blev den højre hjernehalvdel betragtet som den "stille" eller "underordnede" hemisfære. Da man så fandt ud af, at den højre hjernehalvdel foretog sig ting, som den dominerende venstre hjernehalvdel ikke gjorde, blev denne forskel hurtigt taget til indtægt for populariserede modstillinger som f.eks. analytiske mennesker og intuitive mennesker.

Selvom forskerne hurtigt indså risikoen for overfortolkning, er den almindelige opfattelse hos menigmand fortsat overvældet af de forvrængede og simple overfortolkninger.

Det eneste, man kan sige om intuitionen, er, at intuitive oplevelser indbefatter kognitive kvaliteter, som synes at have forbindelse med den højre hemisfære, hvilket ikke er det samme som at sige, at de er en funktion af den højre hemisfære, eller at de kan lokaliseres til den.

2.8.3 Forberedelse til intuition

Intuitionen kan ikke vækkes ved hverken bøn eller ordrer, og den kan ikke planlægges. Man kan kun være rede, til den kommer.

Visse holdninger og visse former for adfærd vil opmuntre intuitionen, og det er værd at udvikle disse, blot man ikke er falsk over for sig selv.

Den afgørende faktor ved bestemmelsen af ens holdning er erfaringen. Det vil være absurd at opdigte en stemning af ubegrænset tillid eller at narre sig selv til at tro, at man har en ufejlbarlig intuition.

Man kan lære meget ved ærligt at analysere, i hvilken udstrækning man accepterer sin intuition og har tillid til den. Anti-intuitiv adfærd kan være rodfæstet i dybdepsykologiske forhold.

Mange holdningsmæssige barrierer over for intuitionen er blot dårlige vaner og negative tankemønstre, som man har erhvervet ved at efterligne sine forældre, lærere og andre modeller.

Beslutningstagning og problemløsning fremstilles sædvanligvis som en ret linie sammensat af formale, rationelle skridt, der tages ét ad gangen, efter at vi er sikre på det foregående skridt: definér problemet, fastlæg målene, indhent informationer, bestem alternativerne, forudsig konsekvenserne, træf det gunstigste valg. Selv når intuitionens rolle er erkendt, fremstilles forberedelsesstadiet som strengt rationelt og velordnet.

Når formale metoder følges for mekanisk, kan de desværre føre til, hvad antropologen Ashley Montagu har kaldt "psykosklerose", den form for mental stivhed, der kan kvæle intuitionen, især den kreative funktion.

Det betyder dog ikke, at fagfolk skal ignorere deres formale uddannelse, eller at nogen skal afstå fra at indsamle data og foretage analyser, selv ikke i hverdagsagtige, uformelle situationer. Velstruktureret arbejde kan ikke blot opgives til fordel for håbet om en åbenbaring eller et mirakel.

Strengt rationelle og empiriske procedurer samt omhyggeligt erhvervet fagviden giver stof til det intuitive sind og tilføjer dets produkter præcision og overbevisning.

2.8.4 Om at give intuitionen retning

Når man finder det vanskeligt at præcisere et problem eller har en følelse af, at den rigtige angrebsvinkel eller løsning lige præcis undviger én, er det en god idé at nedfælde på et stykke papir, hvad som helst der dukker op i tankerne i situationen.

Ved at skrive sine tanker ned, gerne uden at tage hensyn til sammenhæng eller grammatik, kan man begynde at slippe sin intuition løs.

Meget af det, der kommer op, vil være irrelevant eller latterligt; men ved at skrive historien ned uden at vurdere eller bedømme resultatet, vil man enten kunne finde intuitive svar på umedgørlige spørgsmål, få indsigt i sine sande følelser i forbindelse med situationen, eller se et mønster udkrystallisere sig af processen, som kan hjælpe én til at koncentrere sig om det virkelige problem og strukturere det til senere analyse.

Fremgangsmåde 1: En række sætninger skal afsluttes.

Tilføj, hvad der dukker op i sindet i forbindelse med nogle af eller alle de følgende fragmenter:

Det jeg ved, er ...

Hvad jeg ikke ved, er ...

osv.

Fremgangsmåde 2: Klyngemetoden.

Start med at skrive et "kerneord" i en cirkel. Nu giver man simpelthen slip og begynder at flyde med en hvilken som helst associationsstrøm, der dukker op i hovedet.

Skriv disse associationer ned i hver sin cirkel, så de stråler ud fra centret i de retninger, de selv har lyst til. Forbind hvert nyt ord eller hver ny vending med en pil fra den foregående cirkel.

Når noget nyt eller anderledes dukker op, begynder man igen ved centralkernen og lader associationerne stråle udad, til de er blevet udtømt.

2.8.5 Om at stimulere intuitionen

De konventionelle strategier til beslutningstagning og problemløsning lægger vægt på indsamlede data, veldokumenterede kendsgerninger og statistikker, som kan analyseres og anvendes som grundlag for logiske slutninger.

Fæster man for megen lid til denne form for impulser, kan det bevirke, at intuitionen ikke bliver forsynet med det råmateriale, som den har tillid til.

For det første beskæftiger de indsamlede data sig med fortiden, da alt hvad der kan måles og analyseres, nødvendigvis allerede må være sket.

For det andet ligger en hel del af det, der er relevant for en situation og er nyttigt for de intuitive evner, uden for det analytiske apparats rækkevidde.

Det første skridt mod at opsuge "blød" information er ganske enkelt at udsætte sig selv for en bredere vifte af indtryk, for indirekte og subtile kilder, som ikke har noget åbenlyst fornuftsgrundlag og ikke giver umiddelbart udbytte.

En af intuitionens hovedfunktioner ved problemløsning og beslutningstagning er at skabe alternativer. Hvis intuitionen er frugtbar, kan den skabe en stor mængde alternativer, hvoraf mange vil være helt uanvendelige, men ikke desto mindre kan de stimulere andre, mere praktiske ideer.

Alt for ofte hæmmes denne udviklingsproces af vores hang til at træde ind og vurdere, så snart det intuitive indfald viser sig.

Forpligtelsen til at skulle have ret, skaber en af de største psykologiske hindringer for intuitionen. Frygten for at tage fejl er så indgroet, at sindet er mere indstillet på at undgå fejl end at finde frem til noget, der fungerer.

Kreative intellekter har det godt med, hvad de ikke ved. De er villige til ikke at forstå. Man kan ikke være intuitiv, hvis man forsøger at få ret.

Brainstorming er en mulig teknik til udvikling af en stor mængde intuitive ideer.

Bevidst brug af analogier kan stimulere intuitionen til at skabe nye ideer. Vil man bruge analogier bevidst, tager man ganske enkelt et objekt, et begreb eller en begivenhed og søger efter kvaliteter, funktioner eller processer, som man kan sætte i forbindelse med det problem, der er under overvejelse. Formålet er ikke at finde nøjagtige analogier, men at stimulere intuitionens maskineri.

2.8.6 Inkubationens betydning

Når man slås med forholdsvis trivielle problemer og beslutninger, er det værd at overveje en inkubationspause. Alligevel forekommer det, at man ofte gør det modsatte, når man har udsigt til at få størst udbytte af denne proces.

Efterhånden som presset og desperationen stiger, bliver man ved med at presse på, og man byder ofte trangen til at føle skyld og selvlede velkommen.

Det er en nøglefaktor ved udviklingen af intuitionen, at man kender forskellen mellem behovet for en inkubationspause og dovenskab eller eskapisme.

Typiske tegn på et stærkt behov for inkubation er blandt andet træthed, mental sløvhed, irritabilitet, fortvivlelse og fysiske tegn på stress. Hvis disse tegn viser sig, har man sikkert allerede ventet for længe.

Den enkelte må selv opbygge et erfaringsgrundlag, som kan afgøre, hvad man skal foretage sig i inkubationspausen.

Søvn, eventuelt med drømme

Meditation, afspænding

Fysiske teknikker. Strækøvelser, åndedrætsøvelser, muskeløvelser

Visualisering

En tur ud i naturen

2.9 Kreativitet

I bogen "Kreativitet i teori og praksis" redigeret af Ellen Bach, omtales betydningen af forholdet mellem autistisk og realistisk tænkning for kreativiteten.

Med begreberne autistisk og realistisk tænkning refereres til to former for tænkning, som indenfor dybdepsykologien kaldes primær- og sekundærprocesser.

Autistisk tænkning eller primærprocesser er den form for tænkning, der dominerer normale menneskers drømme. Et karakteristisk træk for denne form for tænkning er, at enhver fornemmelse for tid og sted er ophævet.

Ting sammenblandes med andre ting, blot de har den mindste fælles egenskab. Ting skelnes derfor heller ikke fra deres direkte modsætning.

Et lille tankeeksperiment, der kan illustrere dette: Prøv i de næste 10 sekunder at tænke på en kirke på en bakketop.

Den direkte modsætning hertil: Prøv i de næste 10 sekunder at tænke på en bakketop uden en kirke.

Den stærke følelsesmæssige og erindringsmæssige karakter af udtrykket "en kirke på en bakketop" overdøver totalt det lille ord "uden".

Realistisk tænkning eller sekundærprocesserne er den form for tænkning, som regulerer normale menneskers vågne tilstand, og som sikrer, at man træffer fornuftige beslutninger, som passer til den situation, man befinder sig i. [Jacobsen "De psykiske grundprocesser" s. 11-35]

Som forudsætninger for kreativ tænkning og udfoldelse nævnes bl.a. følgende betingelser:

Mulighed for at kunne frigøre sig fra, hvad der i forvejen foreligger af ideer, teorier og metoder. En spørgende og ikke-autoritær holdning.

Muligheden for at få en frugtbar inkubationsfase, hvor man uden bevidst at beskæftige sig med det pågældende problem eller den pågældende produktion får ideer, mens man slapper af eller beskæftiger sig med helt andre ting.

Overindlæring - idet det ofte er en forudsætning for at kunne stille spørgsmål om og reformulere noget, at man er fortrolig med teorier på det pågældende område.

Særlig stimulation, der for andre ofte virker som ganske irrelevante handlinger, men som for den pågældende er en nødvendighed.

Motivationsfaktorer. Kan være af meget forskellig art.

 

Især punkterne 2 og 4 indebærer, at idérigdom og originalitet er noget centralt i forbindelse med kreativ udfoldelse. Kreativ udfoldelse indebærer et særdeles indviklet samvirke mellem autistisk og realistisk tænkning.

I modsætning til kreativ (kunstnerisk) udfoldelse, hidrører videnskab fra fremadskridende, tilpasset tænkning. Den beskæftiger sig med klassifikation af naturfænomener og med at forklare, hvorfor de er, som de er, samt med at verificere disse forklaringer.

Sammenhængene i naturvidenskabelig tænkning er logiske, og ikke blot af den associative og holistiske art, som er fremherskende i autistisk tænkning.

Men autistisk tænkning spiller alligevel en vigtig rolle i den videnskabelige måde at tænke på. Dette sker i forbindelse med

nysgerrighed

fremstilling

åbenhed

2.10 Hvad mennesker er gode til, og hvad mennesker ikke er gode til?

Amos Tversky har påvist, at forskellige formuleringer af samme problem kan påvirke perspektivet og dermed løsningen. Hvis løsningen består i et valg mellem to alternativer, kan en omformulering af problemet føre til, at man vælger det modsatte alternativ.

Resultatet kan fortolkes som vidnesbyrd om en menneskelig svaghed: Hvis der er et bedste valg i en situation, burde ordlyden af en problemformulering ikke ændre det.

Det er klart, at computermodeller, der mangler perspektiv, ikke vil lide under denne svaghed.

Man skal betragte eksemplet som en interessant illustration af den pris, som mennesker er nødt til at betale for en forståelse, der er organiseret ved hjælp af et holistisk perspektiv, og ikke som et bevis på, at nybegynderens uorganiserede, kontekstfrie forståelse er at foretrække.

Det er en kendsgerning, at det menneskelige færdighedsniveau forøges, når man angriber problemer fra en bestemt synsvinkel, selv om perspektivet kan rejse problemer.

Digitalt arbejdende computere er dybest set yderst komplicerede strukturer af simple kontakter, der enten er tændt eller slukket. Teorien om sådanne maskiner gik forud for udviklingen af dem.

Computere kan manipulere alle mulige symboler, så de kan efterligne enhver proces, der kan beskrives nøjagtigt. Grundideen indenfor bl.a. kunstig intelligens og mange formelle systemudviklingsmodeller er at lade symboler repræsentere elementære kendsgerninger om verden og anvende regler til at udtrykke forhold imellem dem.

Ved hjælp af computere kan man så følge sådanne regler eller programmer og udlede, hvordan disse kendsgerninger påvirker hinanden, og hvad der sker, når kendsgerningerne ændres. Computere, der anvendes på denne måde, kaldes "logiske maskiner" eller "deduktive maskiner."

Den præcision, der er afgørende for en computers måde at manipulere symbolerne på, udgør både en stor fordel og en alvorlig begrænsning.

Eftersom det, symbolerne i en computer repræsenterer, må være helt præcist, og systemudvikleren må være helt klar over, hvad han eller hun lader hvert symbol betyde, så fører forsøget på at skrive et computerprogram uvægerligt til afsløring af vage gestus, uklar tankegang og implicitte appeller til det, alle tager for givet. At underkaste sig denne strenge disciplin kan være yderst gavnligt.

Forsøg tyder på, at mennesker danner billeder og sammenligner dem ved hjælp af holistiske processer, der er helt anderledes end de logiske operationer, computere foretager.

Hvis den menneskelige behandling af billeder arbejder ud fra en holistisk repræsentation, som ikke består af beskrivelser, og hvis den menneskelige hjerne forbinder denne repræsentation på andre måder end ved hjælp af regler, så er appellen til massiv parallel databehandling måske irrelevant.

Sagen er, at mennesker tilsyneladende kan danne billeder og sammenligne billeder på en måde, der ikke kan efterlignes af procedurer, der opererer på basis af beskrivelser, ligegyldigt hvor mange der er af dem.

En anden menneskelig færdighed, som logiske maskiner ikke kan efterligne, er evnen til at erkende ligheden mellem hele billeder. At se to mønstre som beslægtede, hvilket forekommer at være en direkte proces for mennesker, er meget kompliceret for en logisk maskine.

Mange fundamentale tankeprocesser, såsom at genkende folks ansigter og ræsonnere via analogi, er stadig gådefulde; de foretages så "ubevidst" af mennesker, at man ikke har postuleret tilstrækkelige databehandlingsmekanismer for dem.

Hvordan skal man forestille sig sådanne ubevidste databehandlingsmekanismer? Nogle mener, at de ligesom bevidste mekanismer er baseret på regler og træk, som blot er utilgængelige.

Der er ingen beviser for den mekaniske models rigtighed, men den antages uden videre af f.eks. forskere i kunstig intelligens, fordi bevidst tænkning sker på denne måde ethvert alternativ anses for at være mystisk - og derfor uvidenskabeligt.

Når det drejer sig om udførelse af operationer, der kan specificeres præcist og følger forud fastlagte trin i ubrydelig rækkefølge, når mennesker aldrig den præcision, som regelbundne maskiner har.

Til gengæld udviser mennesker en fleksibilitet, dømmekraft og intuition, som ikke lader sig opløse i specifikationer og logiske følgeslutninger, og som det har vist sig lige så vanskeligt at bibringe logiske maskiner.

Computere, der er programmerede til at være logiske maskiner, er ideelle begyndere. Eftersom computerens hukommelse er fuldkommen, behøver den aldrig at øve sig. Den kan forstå alle reglerne første gang.

Når systemudvikleren forsøger at få computeren til at gå videre til den avancerede begynders niveau, støder han eller hun på de første alvorlige forhindringer.

At genkende situationsbestemte elementer kræver, at man korrekt kan klassificere situationens komponenter på basis af tidligere erfaring.

Den digitale computer brugt som logisk maskine kan ikke nå den avancerede begynders stadium; men de kan programmeres til at organisere deres kontekstfrie kendsgerninger under hensyn til mål på tilsvarende måde, som et kompetent menneske gør.

Indlagt 27. april 1997